favn københavn
vores produktion
vores værdier
et fælles ansvar
Det er vigtigt for os at produktionen sker på en ordentlig måde. Og at vores materialer er naturlige og økologiske.
Vi føler et fælles ansvar for at passe på den verden, vi lever i, og de mennesker som laver vores produkter. Vi har økologiske, miljømæssige og sociale forventninger til vores producenter. Så derfor vælger vi kun certificerede producenter, som vi deler værdier med og stoler på.
Vi vil være med til at gøre tekstilindustrien mere kærlig. Og derfor er økologi og ordentligt håndværk vores vigtigste pejlemærker.
Vi er klar over, at vi ikke kan gøre arbejdet alene. For "bæredygtighed" er i sig selv en konstant læringsproces og et fælles ansvar, hvor vi alle hjælper til.
Som virksomhed føler vi et behov for at bidrage ved at starte i de små – der, hvor vi kan. Og vi arbejder hele tiden på at blive bedre end nu.
vores initiativer
hvad betyder ordentlighed for os?
For os betyder ordentlighed at vi vil gøre tingene ordentligt. Derfor stiller vi krav til os selv, vores producenter og kvaliteten af vores produkter:
økologiske naturmaterialer
Vores foretrukne råmateriale er økologisk bomuld og økologisk kapok naturfyld. Materialerne til vores produkter skal være økologiske, naturlige og fri for skadelige kemikalier. Vi undgår brugen af nye syntetiske materialer som fx polyester, nylon og akryl i vores produkter. Om nødvendigt bruger vi elastan (dog max 5%) i nogle af vores tøj-styles for at sikre en længere holdbarhed på tøjet. Dette vil altid fremgå af mærket i tøjet.
genbrug & fsc-mærkning
Vores markedsføringsmaterialer i pap og papir er fsc-mærket eller lavet af genbrugspapir. Vi forsøger at genbruge vores forsendelseskasser. Og når vi indkøber nye forsendelses-kasser sørger vi for at de er fsc-mærket. Vores genbrugelige forsendelsesposer er skabt i Danmark af 100% genbrugsplast uden naturskadelige stoffer.
gots-certificering
Det er vores mål og ønske at Favn bliver gots-certificeret i fremtiden. Det koster en hel del at blive certificeret af Global Organic Textile Standard. Og som lille virksomhed har vi derfor valgt at prioritere at skabe økologiske produkter under gots-certificerede produktionsforhold, så vi kan tilbyde sammenhængende produkter i økologisk og holdbar kvalitet. Når tiden er "moden" til det, vil vi gå efter at blive gots-certificeret som virksomhed.
fragt til søs
Søfragt er kendt for at være bedre for naturen end flyfragt. Vi vælger derfor som udgangspunkt skibsfragt, medmindre vi er strengt nødsaget til at vælge flyfragt grundet fx uforudsete samfundshændelser. Det er vigtigt for os at fragten fra Indien til Danmark er så skånsom og kærlig som mulig.
respekt & ordentlighed
Vores produktioner skal være ordentlige med respekt for både miljø og mennesker. Og derfor er det vigtigt for os at de fabrikker, vi samarbejder med er certificeret efter internationale standarder. Vi arbejder derfor kun med fabrikker, der som minimum er sedex- eller gots-certificeret for at sikre ordentlige produktionsmetoder.
slow fashion uden sæsoner
Vi skaber kollektioner efter hjertet, ikke efter sæsoner og dertilhørende drops. Det betyder, at vi undgår sæsonbestemte produkter og kun har fokus på at skabe små kollektioner i tidsløse prints og designs i langtidsholdbar kvalitet, der kan genbruges og gå i arv.
hjælp os med at blive bedre
sammen kan vi gøre en forskel
Hos Favn København er "bæredygtighed" en evig læringsproces og en fælles opgave fuld af omsorg. Derfor er du altid velkommen til at skrive til os på info@favn.dk, hvis du har idéer og forslag til, hvordan vi som virksomhed bliver bedre end nu.
"sammen kan vi gøre en forskel – lad os favne Moder Jord i fællesskab."