kære favnemor,

velkommen til en verden af favn. Et økologisk univers, hvor vi favner børn, verden og hinanden som mennesker.

Jeg hedder Louiza. Og jeg har skabt Favn København for at hjælpe dig med at forkæle dit barn med blide hverdagsprodukter, som ikke kun drager omsorg for dit barn, men også nærer dyb respekt for Moder Jord og alle vores medmennesker i produktionskæden.

fra mor til mor

Det kan være svært at finde rundt i junglen af børneprodukter. Der findes et hav af dem på markedet. Og du vil som omsorgsfuld mor så gerne give dit barn en tryg og naturlig start på livet uden skadelige stoffer. Men du er i tvivl om, hvor du skal begynde. Sådan havde jeg det også, da jeg selv blev mor til min datter Kenza.

Personligt synes jeg det var en udfordring at finde økologiske produkter, som var bæredygtige og økologiske fra inderst til yderst. Jeg fandt produkter, der var mærket som 100% økologisk, men samtidig var proppet med syntetisk fyld. Og produkter af økologisk bomuld med unaturlig glimmerprint og neonfarver, som indeholder skadelige stoffer.

en frodig jungle

Med andre ord, følte jeg, at jeg gik rundt i en grøn frodig jungle, som under overfladen var kulsort. Og den dårlige samvittighed over at måtte gå på kompromis satte endnu mere gang i min skaberlyst. Skaberlysten til at kreere grønne hverdagsprodukter, som du og jeg kan lade vores kære børn omfavne af med ro i sjælen. Hverdagsprodukter som er produceret under ordentlige arbejdsforhold og med omsorg for smukke Moder Jord.

Dit hjertebarn. Min datter. Vores kære små fortjener en naturlig start på livet. Og jeg føler en vilje og et ansvar for at designe, udvikle og præsentere produkter for dig, du kan stole på.

Med Favn København vil jeg gøre bæredygtige, økologiske hverdagsprodukter let tilgængelig for dig og andre favnemødre i samme båd.

At forkæle og passe på vores kære små og Moder Jord skal nemlig ikke være en udfordring. Det skal være let.

et personligt familieforetagende

Jeg arbejder ikke alene i Favn København. Faktisk har jeg min egen Mor med på holdet som både modelkonstruktør, syersker og produktudvikler.

Det er mig, som designer alle produkterne. Og Mor Lise som tryller alle mine tegninger frem til prototyper.

Vi gør os umage sammen. Og omhu beskriver bedst vores tilgang, når vi udvælger både materialer, fabrikker og andre samarbejdspartnere. Sammen værner vi om social ansvarlighed, økologisk bæredygtighed og ordentligt håndværk.

Jeg elsker vores harmoniske team. Og det, vi skaber i fælleskab – for dig, dit barn og Moder Jord.

bæredygtig hjertebusiness siden 2015

Favn København er bæredygtigt håndværk skabt i naturlige materialer med omsorg for vores kære hjertebørn, Moder Jord og vores medmennesker på fabrikkerne.

Du har indtil 2020 kendt vores brand under navnet mïzzu på mizzu.dk. I 2018 følte jeg for at forkæle hele brandet med en hjertevarm make-over. Det har givet os det fine navneskift til Favn København, og et personligt logo skrevet i hånden af mig. Og sortimentet er blevet udvidet med harmoniske produkter, som let kan kombineres og gå i arv fra barn til barn. Eller foræres fra mor til mor.

Og så har vi selvfølgelig beholdt vores bæredygtige værdier, som har været en vigtig del af vores filosofi siden det lille firmas fødsel i 2015.

dansk design med et twist

Favn Københavns design og mindset tager udgangspunkt i en smuk fusion af to verdener. I mine designs kombinerer jeg det bedste af dansk design: rene linjer, nedtonede farver og moderne styling med fernweh (udlængsel) til Marokko, dens smukke mønstre, varme farver og flotte kontraster.

Hos Favn København sætter vi pris på gode syninger, gennemtænkte detaljer og gør en ekstra indsats for at finde de bedste materialer i økologisk og naturlig kvalitet.

Vi er specialiseret i bæredygtige og sikre produkter, som du og din familie vil få glæde af i mange år.

kapok som signaturfyld

Kapok er med årene blevet vores signaturfyld. Faktisk var det Mor Lise og jeg som sammen skabte Europas første kapok babynest. Det gjorde vi ud fra et ønske om at tilbyde familier et bæredygtigt og økologisk alternativ til de syntetiske babyreder, du kan finde på markedet. Det var tilbage i 2015, hvor kapok naturfyld var sjældent kendt herhjemme i Danmark. Og en babynest kun fandtes med skummadras og polyesterfyld.

Siden har vi forbedret og forfinet vores kapok babynest, så du og din baby kan have glæde af den i længere tid. Og skabt flere omsorgsprodukter med blød kapok, du kan forkæle dit barn med.

Vores forkærlighed til kapok er kun vokset med årene. Og vi er loyale over for vores smørbløde signaturfyld. For vi er overbeviste om at kapok naturfyld er det reneste, vi favnemødre kan lade vores kære små omfavne af.

Jeg vil med glæde hjælpe dig

Åbenhed og gæstfrihed kendetegner os – og det vil du også møde i vores personlige kundeservice.

Det er mig, du kommer i kontakt med, når du henvender dig hos os. Og mig, du møder på vores profiler på Facebook og Instagram

Det er vigtigt for mig, at du føler dig velkommen og tryg ved at handle hos Favn København. At du føler du kan shoppe i ro og mag. Og føler du får den rigtige hjælp både før og efter dit køb.

Jeg vil med glæde svare på alle dine spørgsmål. Så du må ikke tøve med at ringe, sende en mail eller besked.

Jeg glæder mig til at drysse kærlighed og god karma over din pakke.

De bedste hilsner,

favnemor og skaber af Favn København

Louiza fra Favn København

favnemor Louiza